Iselinsmuget

Iselin Røsjø Evensens generelle kroting.

De dødes gudstjeneste

leave a comment »

Kalendersmuget, luke 5:

Asbjørnsen

Jeg har skrevet om folkelig spådomskunst i jula, og hvor utbredt det var. Sagnet «De dødes gudstjeneste» var også velkjent – et vandresagn som man finner igjen i store deler av Europa.

I Norge er sagnet gjort udødelig fordi Asbjørnsen skrev ned en versjon av det. Kanskje Madam Skau er Anne Grethe Skau? Hun bodde iallfall i riktig område på riktig tid. I denne varianten går det godt med alle, men det gjør det ikke alltid i dette sagnet  …:

«Min Mor, der var en sanddru Kone; hun fortalte en Historie, som har hændt her i Byen, og det paa en Juledagsnat, og den ved jeg er sand, for der kom aldri et usandt Ord i hendes Mund.»

«Lad os dog faa høre den, Madam Skau,» sagde jeg. «Fortæl, fortæl, Mor Skau,» raabte Børnene.

Madammen hostede lidt, to sig atter en Pris og begyndte:

Vår frelsers kirke/Domkirken

«Da min Mor endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hedte – ja hva var det nu hun hedte da? Madam – nei jeg kan ikke komme paa det, men det kan være det samme ogsaa, hun boede oppe i Møllergaden og var en Kone noget over sin bedste Alder. Saa var det en Juleaften ligesom nu; saa tænkte hun ved sig selv, at hun skulde gaa i Fropræken om Julemorgnen, for hun var flittig til at gaa i Kirken, og saa satte hun ud Kaffe, forat hun kunde faa sig lidt varmt Drikke, saa hun ikke skulde være fastende.

Da hun vaagnede, skinnede Maanen ind paa Gulvet, men da hun stod op og skulde se paa Klokken, havde den stanset, og viseren stod paa halv tolv. Hun vidste ikke, hvad Tid det var paa Natten, men saa gik hun hen til Vinduet og saa over til Kirken. Det lyste ud igjennem alle Kirkevinduerne. Hun vækkede Pigen og lod hende koke Kaffe, mens hun klædte paa sig, og tog Salmebogen og gik i Kirken. Det var saa stilt paa Gaden, og hun saa ikke et Menneske paa Veien.

Da hun kom i Kirken, satte hun sig i Stolen, hvor hun pleiede sidde, men da hun saa sig om, syntes hun Folkene saa saa blege og underlige ud, akkurat som de kunde være døde alle sammen. Der var ingen hun kjendte, men der var mange hun syntes hun skulde have seet før, men hun kunde ikke mindes, hvor hun havde seet dem. Da præsten kom paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens præster, men en høi bleg Mand, hun ogsaa syntes hun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og der var ikke saadan Støi og Hosting og Harking, som det pleier være ved Fropræken om Julemorgnen, men det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange.

Da de begynte at synge igjen, bøiede en Kone som sad ved Siden av hende, sig til hende og hviskede henne i Øret: «Kast Kåben løst om dig og gaa, for bier du til det er forbi her, saa gjør de ende paa dig. Det er de Døde, som holder Gudstjeneste.»

«Uf, jeg blir ræd, jeg blir ræd, Mor Skau,» suttrede en af de Smaa, og krøb op paa  en Stol.

«Hys, hys Barn, hun slipper godt fra det; nu skal du bare høre,» sagde Mor Skau. «Men Enken ble ogsaa ræd, for da hun hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, huskede hun godt, at hun havde seet baade Præsten og mange af Menigheden, og at de vare døde for lange Tider siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig, som Konen havde sagt, og gik sin Vei; men da syntes hun de vendte sig og greb efter hende allesammen, og Benene skalv under hende, saa hun nær havde segnet om paa Kirkegulvet.

Da hun kom ud paa Kirketrappen, kjendte hun de tog hende i Kaaben; hun slap Taget og lot dem beholde den,  og skyndte sig hjem saa fort hun kunde. Da hun var ved Stuedøren sin, slog Klokken et, og da hun kom ind, var hun næsten havdød, saa angest var hun. Om Morgenen da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa Trappen, men den var reven i tusende Stykker. Min Moder hun havde seet den mange Gange før, og jeg tror hun havde  seet et af stykkerne ogsaa; men det er nu det samme, det var en kort lyserød Stoffes Kaabe med Hareskinds Fo’r og Kanter, slig en som var i brug i min Barndom endda. Nu er der rart at se en saadan, men der er nogle gamle Koner her i Byen og paa Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg ser i Kirken med saadanne Kaaber i Julehelgen.» –

Kilde: P. Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moe: Norske Folke- og Huldreeventyr. Oslo 1964, s. 124_126.


Advertisements

Written by iselinsmuget

05/12/2010 kl. 20:26

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s

%d bloggers like this: